Min største frygt her i livet er at sidde fast. Oprindeligt var det en frygt for sådan rent fysisk at sidde fast. Jeg kan huske at jeg som barn engang kørte i en rutsjebane på den legeplads vi havde i nærheden af mit barndomshjem. Det var noget jeg havde gjort mange gange før uden problemer. Men en eller anden kombination af, at jeg havde vokseværk og var blevet noget højere på kort tid, og nogle underlige bevægelser med mine ben, gjorde at jeg pludseligt sad fast. Det hjalp måske heller ikke, at jeg vores hus var fyldt med julepynt og julegodter: jeg havde spist godt med klejner og juleslik! Det var en af de der rutsjebaner der egentligt bare er et langt rundt rør, der står i en vis vinkel. Jeg sad fast midt i dette rør. Jeg kunne ikke komme frem ad, og jeg kunne heller ikke manøvrere mig på nogen måde, hvor jeg kunne kravle op igen. Det var bare mig, omsluttet af mørke, og med et lys for enden af en lang tunnel. Jeg gik ikke i panik, men jeg havde en klar følelse af, at jeg virkeligt ikke kunne lide at sidde fast der. Efter noget tid fik mine brødre hentet et familiemedlem, der på en eller anden måde hjalp mig med at komme fri.
I dag er jeg ikke længere bange for fysisk at komme til at sidde fast, men det plager mig hvis jeg sidder fast på andre måder. Jeg kan eksempelvis ikke fordrage tanken om at sidde fast i et job. Du ved, når man har haft det samme job i flere år, og pludseligt ikke længere overvejer hvad man vil lave i fremtiden. Jobbet er bare blevet en del af den man er: der er ikke nogen fremtid uden dette job. Man skal bare lave det samme, hver evig eneste dag, ind til man bliver gammel nok til at gå på pension. Det skræmmer mig! Pensionen er det lille hul for enden af rutsjebanen, og jobbet er mig der sidder fast her i midten, omklamret af mørke.
Samtidig hjælper det dog ikke noget at skifte job hver anden eller tredje måned. Der er noget at hente ved, at være i den samme virksomhed et stykke tid. Tricket er bare aldrig at glemme, at man har andre muligheder.
Jeg minder løbende mig selv om dette ved at se film. Jeg ser helt specifikt film, hvor en af hovedrollerne spilles af en person, der har samme fornavn som mig. Det lyder måske lidt underligt, men det virker for mig. Jeg har nemlig nemmere ved at identificere mig med en person, der hedder det samme som jeg gør. Når jeg så ser ham på skærmen, så minder det mig om to ting. For det første, så spiller denne person en helt ny rolle nu. Han er stadig skuespiller: men hans specifikke rolle er anderledes. Min rolle kan altså også skifte, uden at jeg skal sige op eller skifte virksomhed. Samtidig kan ?acceptere? den rolle han spiller som virkelighed. Tænk at én person kan være et IT geni i én film, en bankrøver i en anden, og køre taxa i en tredje. Det minder mig om alle livets muligheder.