Det er virkeligt hårdt at have et elsket familiemedlem, eller sågar blot en god ven, der rammes af demens. Man ser dette menneske, der før kunne alting selv og virkeligt var til stede, pludseligt have svært ved at huske selv de simpleste ting. Ekstra ondt gør det, når de glemmer hvem man er. Men hvis man kan holde til det, så leder man nok efter de bedste måder at passe på denne person på. Selv med demens kan man godt leve et langt og godt liv: det bliver bare lidt hårdere, og kræver lidt mere af omgivelserne. Vi er heldigvis født i en tid, hvor moderne teknologi hele tiden hjælper os i hverdagen, og det gør sig også gældende, når det kommer til de dementes hverdag.
En af udfordringerne ved at passe på en person med demens er, at vi ikke ønsker at frihedsberøve dem. De er jo stadig mennesker, og mange af dem kan og vil stadig rigtigt mange ting. De er ikke blevet dumme eller ude af stand til at agere: det er primært hukommelsen der fejler dem, og nogle gange på farlige tidspunkter. Vi ønsker selvfølgeligt at de skal kunne leve så almindeligt et liv som muligt, og det indebærer at de kan gå frit rundt. Men det har traditionelt set været en farlig affære. En dement person kan risikere at fare vild på vej til den nærmeste købmand, også selvom butikken kun ligger nogle få hundrede meter fra deres hjem, og de har gået turen mange gange før. Når en dement farer vild, kan de ende ud med at komme rigtigt langt væk hjemmefra, og ikke være i stand til selv at finde tilbage. Det er ikke altid de er i stand til at ringe efter hjælp, eller kunne forklare hvor de befinder sig. Så hvad gør man for at undgå sådan en situation?
Forskellige mennesker har brugt forskellige løsninger igennem tiden. Nogen har forbudt den demente at gå udenfor uden at være under opsyn, og har sågar låst dem inde, hvis de har tendens til at glemme den regel. Andre sender den demente ude på et plejehjem, så der altid er nogen der har øjne på dem. Der er også dem der sætter deres eget liv på pause, og selv bruger alle dagens timer sammen med den demente. Det er alt sammen noget der kræver ofringer eller berøvelse af den dementes frihed. Men sådan behøver det ikke længere at være.
I dag er det nemlig muligt at sætte en gps på demente. Den moderne type GPS bliver først aktiveret i det øjeblik at en ældre rent faktisk har forvildet sig væk. Det er altså ikke ren og skær overvågning: den demente har stadig sit privatliv. Det er kun i det øjeblik den ældre har været udenfor sit hjem i mere end en fastsat tidsramme, at en pårørende informeres, og kan vælge at aktivere sporingen. Det må da siges at være den bedste måde at passe på vores elskede demente på.