Den Spiselige Have er Igen Blevet Moderne

Hvis vi går et par årtier tilbage, så var det vildt populært at have en have fyldt med ting, der kunne spises. Dengang var det bare simpel og lavpraktisk logik: hvis man havde et sted, hvor ting kunne gro, så kunne man da ligeså godt gro nogle ting, som man kunne brødføde sig selv og sin familie med. Så de fleste haver havde æbletræer, urtehaver, et lille kartoffelbed og så videre. Haven var et sted hvor man kunne gro sin næring. Der var selvfølgeligt også plads til blomster og andet, der ”bare” så flot ud.

Men så begyndte vi at komme ind i en ny tid, hvor mad blev betydeligt billigere, og middelklassen voksede. Nu var det ikke længere en nødvendighed at kunne supplere sin daglige kost med ting, man selv groede ude i haven. Det begyndte langsomt at blive et status-symbol at have en have, der udelukkende var smuk at se på, og som ikke som sådan havde en praktisk funktion. Sådan en have var et tegn på, at man havde råd til at købe sin mad, og have en have der udelukkende tilfredsstillede de andre sanser.

I dag er der ikke så mange der tænker på deres have som et status-symbol. Vi vil gerne have at den er flot og velholdt, men vi lægger ikke rigtigt vores personlige værd i, hvorvidt vores have har flotte roser eller velsmagende æbler. Det handler mere om personlighed: haven er et udtryk for hvem vi er.

Det har på interessant vis ført til, at den spiselige have igen er blevet moderne. Det er ikke fordi økonomien er væltet, og folk ikke har råd til at købe mad i supermarkedet længere. Det har faktisk aldrig været billigere at købe sin mad i butikkerne, end det er i dag. Så hvorfor insisterer folk alligevel på at bruge tid og kræfter i haven, på at plante ting der kan spises, frem for kun at have pragtfulde roser og andet, der blot er flot at se på?

Det skyldes at vi er blevet mere bevidste om den effekt vi mennesker har på planeten. De systemer der er blevet stillet op er ikke holdbare i længden, og samtidig længes vi efter vores forbindelse til naturen. Vi mangler den følelse af, at være en del af noget større.

Den forbindelse kommer lidt tilbage, når man planter ribs og jordbær i haven. Ikke alene kan man nu på miljøvenlig vis gro sin egen mad, som ikke bliver fyldt med pesticider og som skal transporteres over landegrænser for at ende på vores bord. Vi oplever også direkte forbindelsen imellem naturen og os selv. Vi passer og plejer planterne, ser dem gro op fra ingenting, og oplever til sidst hvordan de bliver til en del af os selv.